Find tekst til denne gode danske sang
Tekst: Niels Brunse
Melodi: Carsten Johs. Mørch
1)
Godmorgen, lille land.
Et land med sol, et land med dis,
Med kyst af sten og sand,
Som havets bølger slikker,
Med bakker skabt af is,
Koldt eller venligt skiftevis.
2)
Godmorgen, ø ved ø.
Nu ser vi Danmarks buetegn,
Med blink af hav og sø,
De slanke, lyse broer.
I sol, i blæst, i regn,
Bærer de os fra egn til egn.
3)
Godmorgen, hver og en,
Som sidder ved et morgenbord,
Fra Skagens hvide gren,
Til Gedsers lange odde,
På vores prik mod nord,
Her på den kuglerunde jord.
4)
Godmorgen, stå nu op!
Stå ud af drøm og tankespind,
Og stræk din tunge krop,
For ingen er alene,
Når verden lukkes ind,
Bygger vi bro fra sind til sind.
Skrevet i forbindelse med åbning af Storebæltsbroen
D. 12. juni 1986 blev det besluttet, at der skulle anlægges en bro mellem Fyn og Sjælland. Efter 12 år og 2 dage, 66.000 mandår, 259.000 kubikmeter beton, og 5,4 mia. kr., stod broen færdig d. 14. juni 1998, hvor den blev indviet af Dronning Magrethe – og et væld af andre fremmødte danskere.
Man mente at der var tale om så storslået en begivenhed, at det måtte have sin egen sang. Godmorgen, lille land blev kåret som vinder i en konkurrence om at blive åbningssang for Storebæltsbroen. Sangen blev fremført af Poul Dissing ved åbning af den nye bro, hvor der var mødt mange folk frem for at se den nye bro.